Onsdagens obligationer: Lille rentedyk på amerikansk indsættelsesdag

Udgivet den 20-01-2021  |  kl. 17:03  |  

Onsdagens danske obligationsmarked endte med et lille rentefald til den toneangivende tiårige statsobligation på en dag, hvor markedet holdt blikket i hvert fald delvist rettet mod indsættelsen af den nye amerikanske præsident, Joe Biden.

Her var forhåbningen, at det hele forløb i god ro og orden, hvilket det indtil de danske markeders lukketid også gjorde.

Renten på den tiårige danske statsobligation endte med et lille fald på 2 basispoint til minus 0,44 pct.

Onsdagens nøgletalskalender var relativt tynd, men dagen bød dog på lidt nyt fra Europa.

Fra Tyskland kom der tal fra producentpriserne, der viste en stigning på 0,2 pct. på årsbasis i december mod et estimeret fald på 0,4 pct. ifølge Bloomberg News.

I eurozonen landede den endelige opgørelse over forbrugerpriser helt som ventet for december måned.

De europæiske forbrugerpriser faldt med 0,3 pct. i december sammenlignet med samme måned året før, og på månedsbasis steg forbrugerpriserne med 0,3 pct., ligesom det var tilfældet i den foreløbige opgørelse.

Kerneforbrugerpriserne - der fraregner prisudsving på energi, fødevarer, alkohol og tobak - steg med 0,2 pct. Heller ikke her var der tale om afvigelser i forhold til den foreløbige opgørelse og analytikernes forventninger.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder