Onsdagens obligationer: Lille rentefald i USA smittede af
Der blev trådt vande på det danske obligationsmarked onsdag forud for nyt fra en række af den amerikanske centralbanks spidser.
Hele tre regionale chefer og to bestyrelsesmedlemmer var på talerlisten, men alle efter dansk børslukketid.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation sluttede i 2,43 pct. - 1 basispoint mindre end tirsdag.
Renterne faldt også en smule i USA ud på eftermiddagen, og det hang ifølge Bloomberg News sammen med, at obligationerne blev brugt som sikker havn i forbindelse med fornyet bekymring over sundhedstilstanden hos regionalbanken New York Community Bancorp, NYCB.
Aktien dykkede onsdag næsten 10 pct. til 3,79 dollar - det laveste niveau i 27 år - men formåede ikke at forpurre pæne stigninger i de toneangivende amerikanske aktieindeks.
I USA faldt den tiårige rente midt eftermiddagen dansk tid omkring 6 basispoint, men rettede sig relativt hurtigt og lå ved dansk børslukketid 1 basispoint lavere end tirsdag i 4,09 pct.
Kreditvurderingsinstituttet Moody's skar onsdag sin kreditvurdering af NYCB.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯