Onsdagens obligationer: Rentehop på redningsrygter

Udgivet den 15-08-2012  |  kl. 17:25  |  

De danske statsobligationer oplevede et mindre rentehop onsdag, da der var rygter i markedet om, at Spanien nærmer sig en redningspakke fra EU. Samtidig kunne et sæt blandede nøgletal fra USA ikke ændre på den tendens.

Den toneangivende 10-årige danske rente steg med 7 basispoint til 1,27 pct., mens den tyske rente steg med 9 basispoint til 1,56 pct. I Italien og Spanien gik det den anden vej, hvilket er tiltrængt nyt for de kriseramte lande. Den 10-årige spanske statsobligation faldt med 8 basispoint til 6,58 pct., 93 basispoint fra toppen i juli, mens den italienske dykkede med 6 basispoint til 5,74 pct.

EU-kommissær Olli Rehn udtalte, at "Spanien er åbensindede", når det kommer til at bede om en redningspakke, hvilket blev tolket som om, at der er forhandlinger i gang.

- Der har været noget spekulation i markedet om, hvor tæt Spanien er på at bede om hjælp. Vi har ikke set noget, der understøtterne rygterne, men det er nok til at flytte renterne en smule, sagde obligationsstrateg hos Citigroup i London Jamie Searle til Bloomberg News.

Fra USA viste tal for inflationen en flad udvikling i juli mod en ventet lille stigning, mens industriproduktionen steg marginalt mere end ventet med 0,6 pct. i samme måned.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk