Optimistisk May øjner enighed inden sjældent møde med Corbyn

Udgivet den 03-04-2019  |  kl. 14:16  |  

Den britiske premierminister, Theresa May, øjner enighed på flere områder mellem hende og oppositionspartiet Labours leder, Jeremy Corbyn.

Det siger hun onsdag eftermiddag under en debat i det britiske Underhus.

Senere onsdag mødes May og Corbyn i et møde, hvor de skal forsøge at finde frem til et kompromis om briternes vej ud af EU.

May og Corbyn har i løbet af de langstrakte brexitforhandlinger ikke vist særlig meget vilje til at lytte til hinanden. Derfor markerer mødet en overraskende udvikling og potentielt et sjældent gennembrud.

- Der er faktisk en række områder, hvor vi er enige i forhold til brexit.

- Nu vil vi gerne finde en vej fremad, så vi kan samle Underhusets støtte og få leveret et ordentligt brexit, siger May i parlamentet.

Hun fremhæver blandt andet en vilje til at beskytte britiske job og til at forlade EU med en aftale som vigtige enighedspunkter.

- Der er behov for, at alle indgår kompromiser.

- Vores land har brug for en løsning, vores land fortjener en løsning, og det er det, jeg arbejder på at finde, siger May ifølge nyhedsbureauet AP.

Labour-leder Jeremy Corbyn siger, at han er glad for Mays "vilje til at indgå kompromiser for at bryde brexitdødvandet".

Han ser frem til onsdagens møde med premierministeren, tilføjer han.

/ritzau/Reuters

Redaktion

Tags:  UK❯