Påbegynder første fase af aktietilbagekøbsprogram
SELSKABSMEDDELELSE A.P. Møller - Mærsk A/S – Påbegynder første fase af aktietilbagekøbsprogram Som meddelt den 19. august 2014 har A.P. Møller - Mærsk A/S (“Selskabet”) besluttet at iværksætte et aktietilbagekøbsprogram til en værdi af DKK 5,6 mia. (ca. USD 1 mia.), der skal løbe over en 12-måneders periode. Tilbagekøbsprogrammet iværksættes i henhold til EU Kommissionens Regulativ nr. 2273/2003 af 22. december 2003 (”Safe Harbour Regulativet”) som sikrer, at Selskabet, dets bestyrelse og Executive Board er beskyttet mod overtrædelse af insiderlovgivningen i aktietilbagekøbsperioden. Aktietilbagekøbsprogrammet iværksættes i henhold til et mandat givet til bestyrelsen af generalforsamlingen i 2011, der bemyndiger Selskabet til at erhverve egne aktier til en pålydende værdi, der ikke overstiger 10 % af aktiekapitalen til markedskursen gældende på tidspunktet for erhvervelsen med en afvigelse på op til 10 %. Første fase af programmet vil løbe fra 1. september 2014 til 30. november 2014. De aktier, der erhverves, vil være begrænset til en samlet markedsværdi på DKK 2.280 mio. (svarende til ca. USD 400 mio.). Der vil maksimalt kunne erhverves 50.000 A-aktier og 200.000 B-aktier i tilbagekøbsprogrammets første fase. Selskabet har udpeget Nordea som lead manager til første fase af aktietilbagekøbet. Nordea vil uafhængigt af Selskabet træffe beslutninger om aktiekøb og gennemføre disse inden for de aftalte grænser. Forud for aktietilbagekøbet ejer Selskabet 108.865 B-aktier, svarende til 0,5 % af aktie-kapitalen. Som tidligere meddelt er formålet med tilbagekøbsprogrammet at tilpasse Selskabets kapitalstruktur og opfylde forpligtelser i forbindelse med aktiebaserede incitaments-programmer. Vilkår:
- Der kan ikke tilbagekøbes aktier til en kurs, der overstiger det højeste af i) kursen på seneste uafhængige handel, og ii) højeste uafhængige bud på NASDAQ OMX København på handelstidspunktet.
- Det maksimale antal A- og B-aktier, som Selskabet må købe inden for hver børsdag, må ikke overstige 25 % af den gennemsnitlige daglige handelsvolumen af henholdsvis A- og B-aktier, der er blevet handlet på NASDAQ OMX København eller øvrige regulerede handelssteder, i løbet af de forudgående 20 børsdage.
- Det er hensigten, at A- og B-aktier erhverves i forholdet 20/80 svarende til den aktuelle, daglige handelsvolumen i de to aktieklasser.
- Selskabet opfylder sin oplysningspligt ifølge dansk lov ved senest hver syvende handelsdag at offentliggøre en selskabsmeddelelse med oplysninger om de transaktioner, der er gennemført som led i aktietilbagekøbsprogrammet.
- Der vil på Selskabets ordinære generalforsamling i 2015 blive stillet forslag om nedsættelse af aktiekapitalen med det antal aktier, der er købt i henhold til programmet, og som ikke bruges til opfyldelse af Selskabets aktiebaserede incitamentsprogrammer.
- A.P. Møller Holding A/S har forpligtet sig til at deltage i aktietilbagekøbsprogrammet ved løbende at sælge aktier i forhold til sin stemme- og ejerandel i Selskabet. A.P. Møller Holding A/S tilsigter at bibeholde sin ejerandel på 51,2 % A-aktier og 41,5 % af den samlede selskabskapital.
- Selskabet kan til enhver tid suspendere eller ophæve aktietilbagekøbsprogrammet forudsat, at Selskabet offentliggør en selskabsmeddelelse på NASDAQ OMX København.
København, den 29. august 2014 Kontaktpersoner: Head of Investor Relations, Henrik Lund, tlf. +45 3363 3106 Head of Media Relations, Louise Münter, tlf. +45 3363 1912 Side 2 af 2 Vedhæftede filer:Selskabsmeddelelse - første fase aktietilbagekøbsprogram.pdf