Pandora: 13 mio. aktier udbydes til salg

Udgivet den 23-05-2014  |  kl. 07:04  |  

En stor portion aktier er til salg i smykkevirksomheden Pandora.

Danske Bank og Goldman Sachs oplyste sent torsdag eftermiddag, at de på vegne af investorerne Axcel, Pewic Holding, Per Algot Enevoldsen og Christian Algot Enevoldsen sælger 13 mio. aktier gennem en såkaldt bookbuilding.

Det fremgår af en meddelelse.

Pandora-aktien lukkede torsdag i det højeste niveau nogensinde efter en stigning på 1 pct. til 413,2. Baseret på den kurs har aktieposten en værdi af knap 5,4 mia. kr.

Bøgerne ventes at blive lukket fredag, og ved tidligere lejligheder er det sket om morgenen.

En enhed under en af de sælgende aktionærer Axcel vil som del af transaktionen simultant købe ca. 1,05 mio. aktier fra Michael Lund Petersen, som er en af de grundlæggende aktionærer.

Efter gennemførelsen af transaktionen sidder Axcel tilbage med 4,8 mio. aktier svarende til 3,7 pct. af aktiekapitalen. Pewic Holding, Per Algot Enevoldsen og Christian Algot Enevoldsen sidder tilbage med sammenlagt 1 mio. aktier.

Axcel, Pewic Holding, Per Algot Enevoldsen og Christian Algot Enevoldsen solgte senest i marts et tilsvarende antal aktier, i alt 13 mio., til 347 kr. per styk.

Deres resterende aktiepost vil efter transaktionens gennemførelse være underlagt en 90 dages lock-up periode, hvor posten ikke må sælges.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk