PFA Pension ser korrektion på kort sigt
Til trods for den spirende optimisme vurderer PFA Pension, at der meget vel kan lure en korrektion i horisonten efter to måneder med meget høje afkast. En sådan korrektion skal dog ikke nødvendigvis ses som en trussel, men snarere som en mulighed.
- Aktiemarkederne ser en smule overkøbte ud på kort sigt, da det er gået stærkt de seneste måneder. En midlertidig nedgang skal man dog ikke lægge for meget i. Den stigende optimisme, vi oplever lige nu, er en del af løsningen på den tillidskrise, som finanskrisen har skabt, hvilket gradvist vil være med til at løfte investeringer, beskæftigelse og forbrug. På aktiemarkedet vil det øge efterspørgslen efter aktier, siger Henrik Henriksen, chefstrateg i PFA Pension.
PFA Pension vurderer, at aktier vil klare sig bedre end obligationer de næste 6-12 måneder, hvilket skal ses i lyset af, at mange investorer i øjeblikket har søgt ly i obligationer.
- Private investorer i USA har endnu ikke ”bidt til bollen”. Siden foråret 2009 har de været storkøbere af obligationer og bestemt ikke af aktier. Derfor kan den stigende optimisme meget vel forventes at komme aktiemarkedet til gode i en tid, hvor obligationerne kun forventes at give begrænsede afkast, siger Henrik Henriksen.