Pharmexa: Sammenlægning med Affitech skaber større værdi for aktionærer

Udgivet den 01-05-2009  |  kl. 13:38  |  

Pharmexas bestyrelse vurderer, at den planlagte sammenlægning med Affitech har potentiale til at skabe væsentligt større værdi for Pharmexas aktionærer, både på kort, mellemlang og lang sigt, end det ville være tilfældet ved etablering af et hvilende selskab.

Det skriver Pharmexas bestyrelse fredag i en redegørelse.

Selvom Pharmexas nuværende aktionærer vil opleve en udvanding  i henhold til vilkårene i sammenlægningsaftalen med Affitech AS, vurderer Pharmexas bestyrelse, at dagsværdien af Affitechs aktiviteter er højere end markedsværdien af de aktier, der vil blive udstedt i transaktionen, og at sammenlægningen af de to virksomheder forøger sandsynligheden for, at Pharmexas aktionærer vil realisere en øget værdi på kort til mellemlang sigt. 

På denne baggrund anbefaler bestyrelsen og de ledende medarbejdere i Pharmexa enstemmigt, at Pharmexas aktionærer på den ekstraordinære generalforsamling den 5. maj 2009 godkender bestyrelsens forslag om sammenlægning af Pharmexa A/S med Affitech AS.

Udgivet af: NPinvestordk