Populære IT-uddannelser skyld i farlig udvikling

Udgivet den 11-04-2001  |  kl. 12:46  |  

Antallet af praktikpladsaftaler steg med 18 pct. i februar i år i forhold til samme periode sidste år. Dermed ser den positive udvikling i antallet af unge, der får en praktikplads i industrien, ud til at fortsætte. Det viser de seneste praktiktal offentliggjort af Undervisningsministeriet. Antallet af elever i skolepraktik er også steget, og det er til gengæld uheldigt, mener DI. Stigningen hænger sammen med, at IT-uddannelserne er meget populære.

- Det er meget glædeligt, at der atter er fremgang i antallet af praktikpladsaftaler. Både elever og virksomheder har stor gavn af praktikordningen. De unge får prøvet, hvad det vil sige at arbejde i en virksomhed. Og virksomhederne sikrer sig kvalificeret arbejdskraft til fremtiden, siger erhvervsuddannelseschef Flemming Larsen, Dansk Industri.

Til gengæld viser de nye tal fra Undervisningsministeriet også en stigning i antallet af elever i skolepraktik.

- Det er en meget uheldig udvikling, som kan få store konsekvenser. Elever i skolepraktik har væsentligt sværere ved at finde relevant beskæftigelse efter endt uddannelse, end elever i virksomhedspraktik. Det har to rapporter fra henholdsvis HK og Ribe Amt dokumenteret for nylig, siger Flemming
Larsen, DI.

Stigningen i antallet af elever i skolepraktik hænger nøje sammen med at enkelte især IT-uddannelser er meget populære hos de unge. I forhold til i fjor er antallet af skolepraktikelever inden for IT-uddannelserne mere end fordoblet, viser tal fra Undervisningsministeriet.

- Mange unge tror desværre, at de kun kan komme til at arbejde med IT , hvis de tager en IT-uddannelse. Men realiteten er, at der er mere IT end rensebenzin på langt de fleste industrivirksomheder i dag. Den erfaring skal både virksomhederne og de unge blive bedre til at kommunikere til de unge, der nu skal til at vælge uddannelse, siger erhvervsuddannelseschef Flemming Larsen, DI.

Udgivet af: NPinvestordk