Professor: Man bliver 20 pct dummere om året
Professor i strategisk ledelse på Handelshøjskolen i Århus Anders Drejer hævder, at ingeniører bliver 20 procent dummere om året, og nu har han udviklet et såkaldt dumhedsindeks. Det skriver Ingeniøren.
Dermed drejer det sig åbenbart ikke længere om at blive klogere, men derimod at undgå at blive dummere.
- En videnarbejder som en ingeniør bliver generelt 20 procent dummere om året, mens de allermest specialiserede ingeniører bliver op til 40 procent dummere, siger Anders Drejer ifølge Ingeniøren og fortsætter:
- Når du planlægger dit år, kan du faktisk sige til dig selv, at hvis du ikke sørger for at udvikle dine kompetencer, så er du vel blevet 20 procent dummere om et år og skal dermed have 20 procent mindre i løn.
Derfor har han udviklet et dumhedsindek, der skal vise, at udvikler vi ikke vores kompetencer, bliver vi simpelthen dummere. Vi kan ikke følge med udviklingen.
- Dumhedsindekset forbinder alle kompetenceudviklende aktiviteter. Det kan være kurser, refleksionsdage, deltagelse i eksperimenter og selvstudie, som for eksempel at du bruger 10 minutter om dagen på at læse en bog, der gør dig mindre dum, siger Drejer ifølge Ingeniøren.
Hvor meget dummere du bliver, afhænger blandt andet hvor hurtigt din egen virksomhed og omverden forandres, og den teknologiske udvikling i din branche.
Og hans konklusion er: Gør du ikke noget, bliver du helt sikkert dummere.
/asb
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›