PROGNOSE - Danske Bank 6 mdr: Før skat 7142 mio kr

Udgivet den 06-08-2008  |  kl. 12:30  |  

Danske Bank offentliggør halvårsregnskabet torsdag, hvor markedet venter et resultat før skat på 7.142 mio. kr. mod 10.062 mio. kr. i samme periode sidste år, ifølge et Reuters-estimat.

Det er Sydbanks vurdering, at regnskabet bekræfter tendensen fra de seneste regnskaber, som har vist en øget lønsomhed i de udenlandske aktiviteter.

På det seneste har Sampo Bank trukket de store overskrifter. IT-problemer har ført til kundeflugt i Finland og dårlig omtale. Det er fortsat Sydbanks vurdering, at Danske Bank har foretaget et strategisk godt køb og inden længe får løst de tilbageværende udfordringer.

Opbremsningen i økonomierne på Danske Banks markeder betyder, at nedskrivninger på udlån vokser. Kreditkvaliteten i Danske Banks udlånsportefølje er fortsat stærk, og Sydbank forventer således kun et tab på udlån på 587 mio. kr. i kvartalet. Nettorenteindtægterne ventes ifølge Sydbank fortsat at vise fremgang til 6.398 mio. kr. som følge af fortsat vækst i volumen samt et aftagende pres på rentemarginalerne.

Nettogebyrindtægter ventes af Sydbank at vise et lille fald til 2.223 mio. kr., mens handelsindtjeningen vil vise en tilbagegang til 1.476 mio. kr. i 2. kvartal. Den sure stemning på de finansielle markeder og det lavere aktivitetsniveau vil være årsagen bag tilbagegangen. I modsat retning trækker dog Carlsbergs finansering af S&N-transaktionen, hvor Danske Bank var involveret.

Efter den overraskende nedjustering efter 1. kvartal forventer Sydbank, at Danske Bank fastholder forventningerne, selv om investorerne på det seneste også er skeptiske for de irske aktiviteter.

Udgivet af: NPinvestordk