Råvarer: Corona giver usikre udsigter for olieefterspørgslen

Udgivet den 03-07-2020  |  kl. 06:51  |  

Oliepriserne stiger fortsat fredag på grund af markante nedskæringer i produktionen og positivt overraskende økonomiske data fra USA. Det skriver Bloomberg.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 42,84 dollar mod 42,33 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 40,35 dollar mod 39,90 dollar torsdag eftermiddag.

Priserne er ifølge mediet ikke blevet særligt påvirkede af det stigende antal coronatilfælde, der har været i USA den seneste tid.

Men i takt med at coronapandemien spreder sig, slører det udsigterne for efterspørgslen.

- Mens den amerikanske oliebeholdning falder og påvirker priserne positivt, spreder smitten sig stadig globalt, siger Suvro Sarkar, der er chef for energianalyse hos DBS Bank Ltd., til Bloomberg.

Han mener dog ikke, at yderligere nedlukninger vil have en så stor indflydelse på olieefterspørgslen som tidligere i år.

I sidste måned faldt olieproduktionen hos Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, til det laveste niveau nogensinde siden 1991.

Gruppen af olieproducenter har endnu ikke besluttet, hvorvidt de fulde nedskæringer på 9,6 mio. tønder om dagen skal forlænges. Organisationen skal mødes 15. juli.

Fredag morgen koster en troy ounce guld 1775,81 dollar mod 1775,84 dollar torsdag eftermiddag.

På markedet for industrimetaller koster et ton kobber fredag morgen 6044,5 dollar mod 6055,5 dollar torsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS

Katy Wang

Tags:  Natural Resources❯ 

Relaterede nyheder