Råvarer: Norske forsyningsafbrydelser sender oliepriserne op
Oliepriserne stiger tirsdag morgen efter et produktionsstop i det norske oliefelt Johan Sverdrup, mens investorerne fortsat er forsigtige på grund af frygten for en eskalering af krigen mellem Rusland og Ukraine.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 73,47 dollar mod 73,01 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 69,35 dollar mod 68,88 dollar mandag eftermiddag.
Begge referenceolier steg mandag med over 2 dollar per tønde, efter at norske Equinor oplyste, at produktionen i Vesteuropas største oliefelt, Johan Sverdrup, var standset på grund af strømsvigt.
En talsperson fra Equinor fortæller, at arbejdet med at genstarte produktionen er i gang, men at det endnu står klart, hvornår den vil blive genoptaget.
Den russiske regering reagerede mandag på Biden-administrationens beslutning om at tillade ukrainske luftangreb dybt inde i Rusland og fortalte, at Rusland vil reagere på det, der kaldes en hensynsløs beslutning. Fra russisk side blev der også refereret til en tidligere udtalelse om, at en sådan beslutning øger risikoen for en konfrontation med Nato-alliancen.
- Investorerne er forsigtige og vurderer retningen på krigen mellem Rusland og Ukraine efter weekendens optrapning, fortæller Toshitaka Tazawa, der er analytiker hos Fujitomi Securities, til Reuters.
I mellemtiden er produktionen fra det store Tengiz-oliefelt i Kasakhstan reduceret med 28-30 pct. på grund af reparationer, der ifølge landets energiministerium bliver afsluttet på lørdag.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld tirsdag morgen 2622,05 dollar mod 2613,17 dollar mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Natural Resources❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›