Råvarer: Ny prognose fra Opec sender olieprisen op

Udgivet den 14-04-2021  |  kl. 06:32  |  

Olieprisen får et løft onsdag morgen efter overraskende lagertal fra USA og ved udsigten til stigende efterspørgsel efter olie.

Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, løftede tirsdag sit estimat for væksten i olieefterspørgslen i år og venter nu en stigning på 5,95 mio. tønder per dag i forhold til 2020. Det er 70.000 tønder mere end Opecs seneste prognose, skriver Reuters.

- Det er en prognose, som markedet hilser velkommen, da der har været frygt for, hvilken indflydelse den igangværende pandemi har på efterspørgslen, vurderer analytikere fra ANZ Research i et notat ifølge Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 64,10 dollar mod 63,65 dollar tirsdag eftermiddag.

Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 60,62 dollar mod 60,04 dollar tirsdag ved 17-tiden.

En statistik fra American Petroleum Institute viste tirsdag, at de amerikanske olielagre faldt med 3,6 mio. tønder i sidste uge, hvilket var lidt mere end forventningerne i markedet om et fald på 2,9 mio. ifølge Reuters.

Onsdag eftermiddag er det tid til den officielle opgørelse af lagertallene fra det amerikanske energiministerium.

På markedet for ædelmetaller ligger guldprisen næsten uændret i 1743,90 dollar per troy ounce mod 1743,30 dollar tirsdag eftermiddag.

Et ton kobber koster 8901,50 dollar mod 8900,50 dollar tirsdag.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Natural Resources❯ 

Relaterede nyheder