Råvarer: Oliepriserne stiger på grund af USA's toldtrussel
Oliepriserne stiger fredag, da markederne afvejer truslen fra USA's præsident, Donald Trump, om told på varer fra Mexico og Canada, som kan træde i kraft i weekenden.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 77,48 dollar mod 77,39 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 73,40 dollar mod 73,43 dollar torsdag eftermiddag, men 72,77 dollar torsdag aften kl. 22.
Donald Trump har truet med at indføre en told på 25 pct. på canadisk og mexicansk eksport til USA, hvis ikke landene sætter en stopper for smugling af fentanyl over USA's grænser. Restriktionen kan træde i kraft lørdag. Det er dog endnu uklart, om toldsatserne vil omfatte råolie. Torsdag sagde Trump, at han snart vil beslutte, om canadisk og mexicansk olieimport skal udelukkes fra toldsatserne.
Ifølge Daniel Hynes, der er analytiker hos ANZ, finder oliepriserne støtte i en øget risiko for forsyningsafbrydelser som følge af Trump-regeringens udenrigspolitik.
- Sanktioner mod Rusland, stop for køb af venezuelansk olie og maksimalt pres på Iran vil øge den geopolitiske risikopræmie på olie. Det kan blive forstærket af genopfyldningen af den strategiske oliereserve, hvilket øger efterspørgslen på olie, siger Daniel Hynes.
Markedet holder desuden øje med det kommende møde i Organisationen for Olieeksporterende Lande, Opec, som er planlagt til mandag den 3. februar, da de seneste amerikanske sanktioner mod russisk olie har fjernet over en mio. tønder olie fra de globale forsyninger, hvilket muligvis vil få producentgruppen til at genoverveje sine produktionsplaner.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld fredag morgen 2795,73 dollar mod 2795,59 dollar torsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Natural Resources❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›