Valuta: Positionsjusteringer op til månedsskiftet dominerer
Investorerne på valutamarkedet er ved at rebalancere sig op til månedsskiftet, efter en måned med relativt store udsving ikke mindst i takt med udsagn fra den nyindsatte amerikanske præsident, Donald Trump.
Og mens månedsskiftet traditionelt giver lav handelsvolumen, trækker de mange markeder, der er lukket for det kinesiske nytår, også ned i aktiviteten.
Dollarindekset, der vægter amerikanske dollar mod euro, yen, pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner, ligger fredag morgen i 108,15 mod 107,77 torsdag eftermiddag ved 17-tiden og 108,07 sidste fredag.
Donald Trump har gentagne gange lovet 25 pct. told på varer fra Mexico og Canada med deadline 1. februar, men der er endnu ikke annonceret noget specifikt fra Det Hvide Hus.
- Hvis Trump vil være en hård banan, er han også nødt til at opføre sig som en. Og det starter med reelt at annoncere noget konkret. Det er mere end sandsynligt, at vi får noget mere substans i morgen, for det er ikke smart at holde markederne hen i usikkerhed, siger analytiker Tony Sycamore fra IG Australia i Melbourne ifølge Reuters.
Usikkerheden får investorerne til at holde sig tilbage og især mexicanske peso og canadiske dollar er de overlagte valutaer, der vil reagere på en importtold. Men helt generelt er det Trumps troværdighed, når det gælder de mange trusler om importtold, der står på spil.
Japanske yen har været en af månedens bedst præsterende valutaer i takt med at troen på en strammere pengepolitik og højere renter endelig er ved at bundfælde sig.
Valutaen er styrket næsten 2 pct. over for dollar, og med udsigt til yderligere renteforhøjelser fra Bank of Japan, og måske sideløbende rentereduktioner fra den amerikanske centralbank i årets løb, står yen til at blive styrket yderligere.
Bank of Japans viceguvernør Ryozo Himino sagde torsdag, at centralbanken vil fortsætte med at hæve renten, hvis økonomien og priserne bevæger sig i overensstemmelse med bankens prognoser.
- På baggrund af bemærkninger fra vicedirektør Himino Ryozo ser yenbegejstrede investorer ud til at være mere sikre på Bank of Japans vilje til at hæve renterne i 2025, siger valutastrateg Jane Foley fra Rabobank ifølge Reuters.
Data tidligere fredag viste, at kerneinflationen i Tokyo steg med 2,5 pct.. Det er det hurtigste tempo i næsten et år, hvilket forstærker forventningerne om yderligere renteforhøjelser.
Dollar koster fredag morgen 154,27 yen mod 154,14 yen torsdag eftermiddag klokken 17.
Euro koster samtidig 1,0388 dollar mod 1,0431 dollar torsdag eftermiddag, og britiske pund ligger i 1,2420 dollar mod 1,2467 dollar torsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Forex❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1180
- næste ›