Råvarer: Oliepriserne uændret ovenpå amerikanske olielagertal og skovbrande i Canada
Oliepriserne er næsten uændrede onsdag morgen ovenpå prisfald tirsdag eftermiddag efter våbenhvileforhandlinger mellem Israel og Hamas. Fald i amerikanske olielagre og skovbrande i Canada har modvirket prisfaldene.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 81,32 dollar mod 81,35 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 77,27 dollar mod 77,24 dollar tirsdag eftermiddag.
Skovbrande i Canada har tvunget flere producenter til at begrænse produktionen og har skabt usikkerhed om en stor mængde udbud, ifølge ING-analytikere.
De amerikanske olielagre faldt for fjerde uge i træk med 3,9 mio. tønder om ugen i sidste uge, viser data fra brancheorganisationen American Peroleum Institute, API, ifølge kilder til Reuters. Det afspejler en stabil efterspørgsel i USA.
Officielle data for olielagrene offentliggøres af det amerikanske energiministerium senere onsdag.
På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld onsdag morgen 2416,57 dollar mod 2402,96 dollar tirsdag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire
Tags: Natural Resources❯