Råvarer: Overraskende stigning i råolielagre

Udgivet den 28-05-2020  |  kl. 17:46  |  

De amerikanske lagre af råolie steg overraskende med 7,9 mio. tønder i den forgangne uge, rapporterer Bloomberg News.

Lagrene af benzin faldt dog med 0,7 mio. tønder, mens lagrene af destillater, der blandt andet inkluderer fyringsolie, blev forøget med 5,5 mio. tønder.

Der var ifølge Bloomberg News estimeret et fald i råolielagrene på 1,3 mio. tønder, et fald i benzinlagrene på 0,2 mio. tønder og en stigning i lagrene af destillater på 2,3 mio. tønder.

Efter offentliggørelsen af lagertallene fra USA faldt prisen på råolie i USA, målt ved WTI-futuren, fra 32,72 dollar til 32,53 dollar per tønde. Prisen er dog siden kravlet op igen til 32,80 dollar per tønde, hvilket er et lille fald på 0,2 pct. for torsdagen.

Torsdag har det internationale energiagentur, EIA, også sænket sin prognose for olieproduktionen i USA med lige knap 1 mio. tønder om dagen. Det er den største ugentlige justering siden november 2001, og alene de seneste fire uger, vurderes det, er den amerikanske produktion faldet med 3,1 mio. tønder om dagen.

Med de store justeringer, vurderes det dog, ifølge Bloomberg News, at EIA har svært ved at følge med udviklingen under coronakrisen, og den reelle olieproduktion formentlig er under denne uges oplyste 11,4 mio. tønder om dagen.

USA havde frem til krisen arbejdet sig frem til at være verdens største olieproducent med omtrent 13 mio. tønder olie om dagen, men de lave oliepriser har betydet mange nedlukninger af oliebrønde, ligesom flere producenter af olie fra skiferlag er gået i betalingsstandsning.

Olieprisen i USA er i år faldet med omkring 45 pct. fra 61,06 dollar per tønde ved nytår.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  Natural Resources❯ 

Relaterede nyheder