Råvarer: Powells recessionsadvarsel sender olieprisen længere ned

Udgivet den 23-06-2022  |  kl. 07:06  |  

Olieprisen sætter sig sammen med andre vigtige råvarer onsdag på baggrund af øgede bekymringer for en global økonomisk afmatning, efter at den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, advarede om, at en amerikanske recession er mulig.

En tønde af den amerikanske WTI-olie ligger torsdag morgen i 103,52 dollar, efter onsdag at være lukket i det laveste niveau i seks uger. Onsdag eftermiddag kostede en tønde WTI-olie 104,73 dollar.

WTI-olieprisen er ifølge Bloomberg News faldet 15 pct. siden lukkekursen 8. juni, efter at en lang række advarsler om verdensøkonomiens tilstand har overdøvet tegn på, at oliemarkedet fortsat er stramt.

Den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 109,30 dollar mod 109,96 dollar onsdag eftermiddag.

Jerome Powell fastslog i sin redegørelse for Federal Reserves pengepolitik over for Kongressen onsdag, at Federal Reserve er 100 pct. forpligtet til at bringe priserne under kontrol, også selvom det risikerer at katalysere en økonomisk nedtur.

Han vurderede, at en recession "bestemt er en mulighed", hvilket afspejler frygten på de finansielle markeder for, at Federal Reserves stramningstempo vil bremse den økonomiske vækst markant.

Finanshusene Citigroup og Deutsche Bank ser begge omkring 50 pct. risiko for, at verdensøkonomien går i recession.

- En afmatning i den globale vækst er en risiko for olieefterspørgslen, som kan hjælpe med at lette noget af stramheden på markedet, siger Warren Patterson, chef for råvarestrategi hos ING Groep i Singapore, i et notat ifølge Bloomberg News.

- Vi har allerede set efterspørgselsestimaterne revideret lavere, fortsætter han.

Nedturen til olieprisen har været ledsaget af prisfald til andre råvarer, især inden for industrimetallerne såsom kobber.

Prisen på et ton kobber ligger torsdag morgen i 8637 dollar sammenlignet med 8760 dollar onsdag eftermiddag.

Recessionsfrygt og kinesiske corona-nedlukninger har sendt prisen på det røde metal til det laveste prisniveau i 15 måneder.

Et LMEX-indeks for metallet er ifølge Bloomberg News faldet 23 pct. siden toppen 7. marts, og metallet er dermed på vej til den værste prisudvikling i mere end et årti.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld torsdag morgen 1833,26 dollar mod 1839,23 dollar onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Natural Resources❯