Råvarer: Risikovillighed og styrket dollar løfter oliepriserne

Udgivet den 12-09-2024  |  kl. 08:02  |  

Pæn risikoappetit omkring de globale finansielle markeder kombineret med en stærkere dollar giver yderligere comeback til oliepriserne torsdag morgen.

Tunge fald i priserne har ellers præget den seneste periode, hvor svage nøgletal fra både USA og Kina har skabt frygt for økonomisk nedtur i verdens to største økonomier, der også er de største forbrugere af olie.

Det har samtidig været forstærket af et øget udbud fra producenter uden for Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec), som har skubbet yderligere til prisfaldene.

Men torsdag morgen er der for anden handelsdag i træk fremgang i priserne, efter at prisen for en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, til levering i november, for første gang siden 2021 gik under 70 dollar i tirsdagens handel.

Torsdag morgen koster en tønde Brent-olie til levering i november 71,24 dollar efter en stigning på 0,9 pct. over dagen. Onsdag steg prisen med godt 2 pct.

Med til at understøtte prisløftet er det også, at anonyme kilder i oliemarkedet har oplyst til nyhedsbureauet Reuters, at Saudi-Arabien, der er verdens største olieeksportør, vil øge eksporten til Kina til 46 mio. tønder i oktober.

Det er et resultat af, at Saudi-Arabien har sænket priserne for at understøtte efterspørgslen, skriver nyhedsbureauet.

Prisen for en tønde af den amerikanske referenceolie, WTI, til levering i oktober, stiger torsdag med 1,0 pct. til 67,99 dollar oven på et plus på 2,4 pct. onsdag.

På de øvrige råvaremarked har tvivlen om den økonomiske tilstand i verdens to største økonomier også gjort ondt på priserne på tværs af mange råvareklasser over den seneste periode.

Men også her er der bedring at spore torsdag morgen, hvor priserne for både kobber, jernmalm, aluminium, nikkel, stål, guld og sølv går frem.

Guldprisen stiger med 0,3 pct. til 2520,13 dollar, mens løftene for de øvrige metalpriser er endnu større.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Natural Resources❯