R vil overveje ophævelse af 3-års aktieregel

Udgivet den 22-09-1999  |  kl. 13:00  |  

København--22. september--NetPosten--De radikale vil positivt overveje, om reglerne for beskatning af aktiegevinster kan gøres enklere, og vil i den forbindelse gerne overveje en ophævelse af treårsreglen, sådan som udvalget om den finansielle sektors fremtid anbefaler i sin betænkning. Det siger den radikale skatteordfører Morten Helveg Petersen til Reuters Finans onsdag.

- Vi mener, at der er behov for en forenkling af systemet ved beskatning af aktiegevinster, sådan at private får større mod på at købe aktier. I den forbindelse vil vi gerne overveje at fjerne treårsreglen for børsnoterede aktier og en ligestilling mellem noterede og unoterede aktier. For der er behov for at fremskaffe risikovillig kapital til virksomhederne, siger han.

Treårsreglen betyder, at avancer ved salg af børsnoterede aktier er skattefri for den del af kursværdien, der ligger under 113.300 kr., når aktierne har været ejet i mindst tre år. Derimod skal der betales skat for del af avancen, der ligger over 113.300 kr., eller hvis de har været ejet mindre end tre år. For unoterede aktier skal der betales skat af hele avancen.

Udgivet af: NPinvestordk