Rejsegigant fordobler driftsresultat og leverer stærk prognose

Udgivet den 06-12-2023  |  kl. 12:41  |  

Rejsekoncernen TUI stiger på børsen i London onsdag med 10 pct. efter et stærkt regnskab for 2022/23, hvor indtjeningen er blevet mere end fordoblet.

Samtidig har selskabet præsenteret en opløftende prognose for det nye regnskabsår, som formentlig vil udløse løftede kursmål for aktien de kommende dage.

I 2023/24 venter TUI en stigning i det underliggende driftsresultat, EBIT, på mindst 25 pct. Det er noget over analytikerforventningerne påpeger finanshuset Jefferies, som skønner, at konsensusforventningerne skal hæves med mindst 7 pct.

- I Markets & Airlines fastholder vinterbookinger det positive momentum understøttet af højere priser, skriver TUI i regnskabet og uddyber, at bookinger hidtil ligger 11 pct. over vinteren 2022/23.

I 2022/23, som sluttede ved udgangen af september, nåede TUI et underliggende driftsresultat på 977 mio. euro, svarende til 7,2 mia. kr., hvilket er 139 pct. bedre end året før.

Analytikerne havde til sammenligning ventet et resultat på 976,6 mio. euro, fremgår det af Bloomberg News. Omsætningen steg i øvrigt 25 pct. i 2022/23 til rekordniveauet 20,7 mia. euro.

TUI, der blandt andet tilbyder hoteller, cruises og charterflyvninger, fortæller desuden, at det på mellemlang sigt venter en gennemsnitlig vækst i det underliggende driftsresultat på omkring 7-10 pct.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯