Renten i laveste niveau i flere år på udsigt til mange rentesænkninger

Udgivet den 17-09-2024  |  kl. 11:08  |  

Den tiårige danske statsrente fortsætter tirsdag nedturen til det laveste niveau i flere år, da investorerne er begyndt at indregne mange rentenedsættelser på begge sider af Atlanten.

Den tiårige danske statsrente falder tirsdag med 2 basispoint til 2,03 pct. - et niveau den ikke tidligere har været i for den obligation, der udløber i november 2033.

Årsagen skal ifølge Sydbanks cheføkonom Søren Kristensen findes i, at investorerne har indregnet rigtig mange rentenedsættelser især fra USA, men også fra Europa.

- Fordi det billede har flyttet sig så meget, og man også er blevet lidt mere bekymret for væksten, så er det i min optik, det vi ser i de danske statsrender lige nu, siger Søren Kristensen.

Forventningerne til størrelsen af en potentiel rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank er kravlet i vejret de seneste dage, og det smitter direkte af på de lange danske renter, forklarer Sydbanks cheføkonom.

Med til at øge forventningerne til en stor rentenedsættelse på 50 basispoint fra den amerikanske centralbank onsdag aften, er en artikel i slutningen af sidste uge fra The Wall Street Journals økonomiske chefkorrespondent Nick Timiraos, som af mange er blevet kaldt centralbankens "uofficielle talerør".

- Han har før ramt rigtigt, fremhæver Søren Kristensen, der sammen med resten af markedet vurderer, at han må have nogle gode kilder, da han blandt andet ramte rigtigt med en stor rentenedsættelse under pandemien.

Artiklen har været medvirkende til at sende forventningerne til den store nedsættelse på 50 basispoint op til 70,8 pct. målt på Fed Funds-futuren, hvilket er en markant stigning fra 17,5 pct. onsdag i sidste uge.

USIKKERHED OG STORE UDSVING

Investorerne er virkelig usikre i øjeblikket, da det ikke er entydigt, om det bliver en nedsættelse på 25 eller 50 basispoint.

- Derfor får vi nogle store udsving lige nu, forklarer Søren Kristensen om forventningerne til rentenedsættelsens størrelse.

I bund og grund har centralbanken ikke lyst den store usikkerhed, så derfor forsøger den ifølge Sydbanks cheføkonom at lække sine tiltag.

- Derfor vil de gerne forsøge at præge stemningen lidt i en retning, inden de kommer ud med deres rentebeslutning, udtaler cheføkonomen fra Sydbank.

Det bliver helt bestemt et af de mere spændende rentemøder, vurderer Søren Kristensen, der ser en skuffelse på finansmarkederne med stigende renter, hvis centralbanken kun leverer en reduktion på 25 basispoint.

Reaktionen på markedet vil også afhænge af, hvilken kommunikation rentetiltaget bliver pakket ind i.

- Så hvis man samtidig siger, at vi kommer til at fortsætte med at sætte rente ned, og vi kommer også til at levere mere, når vi kigger frem, altså f.eks. med de her dot-plots. Så bliver det nødvendigvis ikke nogen stor skuffelse, vurderer Søren Kristensen.

Han vurderer, at det bliver en balancegang, da markedet kan blive bekymret, hvis det bliver den store nedsættelse med en kommunikation om, at der kommer mange flere.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  macro❯  Bonds❯