Ritt Bjerregaard bekymret for Amagerbankens skæbne
Københavns overborgmester Ritt Bjerreggard, frygter et kollaps af Amagerbanken og de rystelser det kan give i hovedstaden. Det skriver dagbladet Børsen.
Amagerbanken er tidligere på ugen blevet nedgraderet af kreditvurderingsinstitutet Moody’s til ”E+”, og yderligere oplyste instituttet at banken kun kan overleve hvis den modtager den ansøgte statsstøtte. Ritt Bjerregaard frygter hvad det kan få af konsekvenser for hovedstaden, hvis et kollaps bliver en realitet.
- Det går jo altid hårdt ud over en masse mennesker, når sådan noget sker. Nu er jeg jo opstillet i Roskilde området, i Lejrekredsen, så jeg følger jo med i, hvad der sker. Det er virkelig, virkelig triste historier: Folk der mister deres sparepenge og deres pensioner. Jeg er da absolut bekymret for, hvad det betyder for mennesker, siger Ritt Bjerregaard til avisen.