Roser SAS for fleksibilitet
SAS har som det første europæiske netværksselskab kastet en lang række besværlige billetregler over bord og givet kunderne større valgfrihed, skriver Berlingske Business mandag.
Fra 1. september har SAS indført nye og mere enkle billetregler, der betyder, at alle rejser inden for Europa sælges som One Way. Man kan f.eks. flyve ud på Economy og hjem på Economy Flex eller Business.
- SAS er gode til at læse markedet og se, hvad vej de skal gå. Det nye koncept er godt set. Men det kræver, at de får mange flere passagerer. Jeg tror, der er en god chance for, at det lykkes, for der er et godt forhold mellem pris og kvalitet, siger adm. direktør Thomas Lundberg, TQ3.