Rusland flirter med Saudi-Arabien midt i OPEC-krise

Udgivet den 07-09-2015  |  kl. 08:37  |  

OPEC-kartellet kan ikke holde til konsekvenserne af den lave oliepris ret meget længere, og må snart opgive sin politik om at ofre prisen for en større markedsandel. Sådan lyder spådommen fra Ruslands vicepremierminister, Arkady Dvorkovich, der også indikerede, at Saudi-Arabien og Rusland taler sammen om en mulig aftale.

Det skriver Daily Telegraph.

Dvorkovich mener, at OPEC lige nu får konsekvenserne at føle af politikken om at oversvømme markedet med olie for at slippe af med konkurrenterne. Strategien har medvirket til, at olieprisen siden september 2014 er faldet godt 50 pct.

- Jeg tror ikke de kan leve med lave oliepriser i lang tid. På et tidspunkt vil de sandsynligvis skifte politik, siger han ifølge Daily Telegraph.

Saudi-Arabien valgte i november at hæve olieproduktionen til rekordhøje niveauer på trods af et overskydende udbud af olie på markedet i håb om at dræbe projekter med høje omkostninger, eksempelvis boringer på dybt vand eller på Arktis, og komme den amerikanske skifergas til livs. Styret i Riyadh har gjort det klart, at man ikke vil sænke udbuddet for at hæve priserne, medmindre lande uden for OPEC, underforstået Rusland, tager deres del af skraldet.

Den russiske vicepremierminister fortalte, at de to lande snakkede sammen om emnet, men ville ikke løfte sløret for, hvorvidt dødvandet ville blive brudt og en aftale ville blive nået, skriver Daily Telegraph.

Dvorkovich indikerede dog, at produktionen kunne blive sænket, men understregede at beslutningen ville blive taget af de enkelte olieselskaber, og ikke af styret selv - en undskyldning, som Rusland tidligere havde brugt som argument for, at landet ikke kunne regulere produktionen så let som Saudi-Arabien.

/ritzau/FINANS

Niels Fibæk-Jensen, +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk