Sagsbehandling af fire vindparker under suspenderet ordning genoptages

Udgivet den 20-03-2023  |  kl. 13:37  |  
Arkiv: Foto

Energistyrelsen har genoptaget sagsbehandlingen af fire vindmølleparker under den suspenderede åben-dør-ordning.

Det meddeler styrelsen i en pressemeddelelse mandag.

Sagsbehandlingen har ellers været sat på pause siden 1. februar, indtil der kom afklaring på, om den danske ordning er i strid med EU-reglerne.

I alt blev sagsbehandlingen sat i bero for 33 projekter.

Åben-dør-ordningen er en af de måder, hvorpå man i Danmark kan få tilladelse til at etablere en havvindmøllepark.

Her kan aktører søge om at opføre vindmølleparker på havarealer uden betaling, hvis de selv står for alle omkostningerne i forbindelse med etableringen.

Tidligere har Kristian Jensen, administrerende direktør i brancheorganisationen Green Power Denmark, udtalt, at han ønsker en fuldt åben ordningen. Han påpegede også, at regeringen bør godkende mange flere ansøgninger.

- Der er en stribe projekter, hvor ansøgningen er afleveret for mellem seks og elleve år siden, og udviklerne har brugt store summer på at forberede projekterne i tillid til, at staten vil overholde de gældende regler, skrev han.

Det er vindmølleparkerne Jammerland Bugt Havvindmøllepark, Lillebælt Syd Havvindmøllepark, Omø Syd Havvindmøllepark og Nordre Flint Havvindmøllepark, der får genoptaget sagsbehandling.

Her har Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i dialog med statsstøttesekretariatet nu vurderet, at de fire parker ikke er i strid med EU-retten, og at "projekternes eventuelle fremtidige etableringstilladelser og elproduktionstilladelser heller ikke vil være i strid med EU-retten."

.\\˙ MarketWire

Amalie Dinesen

Tags:  Shares❯