Fredagens aktier: Rockwool og GN til tops på grøn aktiedag

Udgivet den 26-07-2024  |  kl. 17:03  |  
Arkiv: Foto

En positiv aktieuge blev fredag sluttet af med yderligere fremgang, hvor især Rockwool-aktien udmærkede sig efter et opløftende konkurrentregnskab.

Midt på eftermiddagen landede ugens vigtigste nøgletal i form af den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål, PCE-kerneprisindekset.

Det landede i store træk som ventet og pillede ikke ved forventningerne i markedet, om at centralbanken vil sænke renten til september.

Mærsk var at finde i den tunge ende af C25-indekset, der endte med et lille plus på 0,1 pct. i 1964,71 efter torsdagens minus på 0,5 pct.

- Der er kommet lidt mere ro på efter de sidste par dages lidt nervøse aktiemarkeder. Så det ser ud som om, at man har fundet sig et niveau igen på aktiemarkedet, siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

Onsdag og torsdag var nervøsiteten især stor omkring de amerikanske teknologiaktier med fald til Nasdaq-indekset på henholdsvis 3,6 og 0,9 pct.

ROCKWOOL FIK POSITIVT KONKURRENTNYT

Rockwool, der opjusterede i sidste uge, kunne torsdag efter lukketid se den franske konkurrent Saint-Gobain levere et bedre end ventet regnskab.

I Rockwools opjustering blev dog nævnt muligheden for faldende salgspriser i andet halvår for at forsvare markedsandele.

På fredagens telekonference udtalte Saint-Gobains topchef, Benoit Bazin, at selskabet er disciplineret med hensyn til priserne, hvor han dog ikke ville udtale sig om specifikke produktgrupper.

Den franske byggematerialekoncern lå ved dansk lukketid med et plus på cirka 4 pct. og herhjemme steg Rockwool-aktien med 2,4 pct. til 2958 kr.

MÆRSK TIL BUNDS EFTER FRAGTRATEFALD

Der var nyt til Mærsk, som kan se de globale fragtrater ud af Kina falde for tredje uge i træk. I denne uge var der tale om et fald på 2,7 pct. til 3447,87. Det fremgår af rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der udgives fra Shanghai Shipping Exchange.

Det følger i kølvandet på torsdagens opgørelse fra analysehuset Drewry, der ligeledes viste fald.

Mærsks B-aktie dykkede 2,5 pct. til 10.480 kr.

Uden selskabsspecifikt nyt lukkede Zealand Pharma i bunden af C25-indekset med et fald på 4,0 pct. i 889 kr. Dermed blev der sat en stopper for den fem handelsdage lange stime med fremgang.

Høreapparataktierne var modsat at finde med helt fremme i eliteindekset med et plus på 2,4 pct. til 174,95 kr. for GN og 1,8 pct. til 256,60 kr. for Demant.

Førstnævnte fik fredag gentaget den positive anbefaling "outperform" af svenske Handelsbanken, der dog skar en smule af kursmålet, så det nu lyder på 320 kr. mod tidligere 335 kr. Det er mere end 80 pct. over fredagens lukkekurs.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:48 Europa/lukning: Polsk distributør trak fra rødt felt tynget af jobtal
17:31 Chefanalytiker: Jobrapport gør det svært at spå Federal Reserves næste træk.
17:08 Fredagens aktier: Lettelsen kom og gik i C25 efter amerikansk jobrapport
17:01 Fredagens obligationer: Amerikansk jobrapport sendte renten på rutsjetur
16:18 Vestas i laveste niveau siden oktober 2023 efter uge med skuffende britisk auktion
16:07 Chefhandler: Stigning i danske aktier er lettelse fra sidste måneds jobrapport
15:40 USA/åbning: Dårlig stemning fortager sig - jobrapport var ikke så ringe endda
15:34 Aktier vender rundt til plus trods lavere jobvækst i USA end ventet
15:10 Cheføkonom: Den amerikanske økonomi holder dampen oppe
15:03 Jobvækst på sporet dæmper sandsynligheden for ekstra stor rentenedsættelse i USA på næste møde
14:58 Feds Williams finder det nu passende at sænke renterne
14:48 Cheføkonom: Lunken jobrapport er ikke nok til at dulme recessionsfrygten
14:36 Amerikansk beskæftigelsesrapport viste skuffende jobskabelse i august
14:02 USA/tendens: Urolig stemning inden jobrapport med særligt pres på teknologi
13:25 Volvo Car i laveste niveau siden januar efter ugefald på 14 pct.
13:21 Google misbruger sin markedsposition mener britiske konkurrencemyndigheder
13:17 Novo holder kortene tæt til kroppen om vægttabstablet
13:01 Europa/aktier: Fransk tekstilselskab får flosset kanterne i trykket marked
12:26 Fransk tekstilvirksomhed falder med 16 pct. efter bud på amerikansk selskab
11:58 Obligationer/middag: Renterne fortsætter nedad inden amerikansk jobrapport