Salget af de nybyggede projektlejligheder steg igen i 2021

Udgivet den 15-01-2022  |  kl. 06:00  |  
Byggeri (Boligsiden.dk)

Der blev solgt næsten 2.000 projektlejligheder i 2021. Foto: Boligsiden.

Udsigten til at kunne flytte ind i en helt nybygget lejlighed, hvor man kan få lov til at skabe sine helt egne rammer uden påvirkning fra tidligere års slitage har fristet flere i 2021.

Nye tal fra Boligsiden viser, at der blev solgt 1.962 projektlejligheder i 2021. Det er en fremgang på seks procent i forhold til 2020, hvor der blev solgt 1.852 projektlejligheder.

Samtidig er årsresultatet for 2021 det højeste antal solgte projektlejligheder siden 2017, der fortsat er det bedst sælgende år siden 2013, hvor projektsalget for alvor begyndte at gøre sig gældende på det danske boligmarked.

"Projektsalget har fået luft under vingerne igen efter et par mere stille år i 2018 og 2019. Men når det er sagt, skal det også nævnes, at 65 procent af de knap 2.000 solgte projektlejligheder i 2021 er solgt i løbet af første halvår, hvor tempoet og aktiviteten på boligmarkedet var usædvanlig højt," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

"Derfor kan en del af stigningen i salget også tilskrives den generelt øgede efterspørgsel, som vi så i første halvår. Udbuddet af de eksisterende lejligheder var lavt, og derfor er det naturligt, at flere har set sig om efter et alternativ i form af projektsalget. Ligesom der selvfølgelig er flere købere, der går helt målrettet efter de nybyggede projektlejligheder."

Nedgang på det største marked

I modsætning til tidligere år er det ikke på landets største marked, at der er solgt flere projektlejligheder. I Københavns Kommune er der nemlig solgt 644 projektlejligheder i 2021, hvilket er 23 procent mindre end i 2020.

"Men det skyldes ikke nødvendigvis manglende købelyst. Tværtimod viser udbudstal, at der har været sat væsentlig færre projektlejligheder til salg i 2021 end i 2020, hvilket betyder, at køberne ikke har haft det samme udvalg at vælge imellem. Det kan have skubbet nogle købere i retning af en allerede eksisterende lejlighed i stedet," forklarer Birgit Daetz.

Omvendt er der sket en stigning i salget på landets næststørste marked i Aarhus Kommune. Her er der solgt 329 projektlejligheder i 2021, hvilket er en stigning på 28 procent i forhold til 2020.

Og ser vi på, hvor i landet der er solgt tredje flest projektlejligheder, er der en ny spiller på banen. Det er nemlig i Høje-Taastrup Kommune, hvor der er solgt 158 projektlejligheder i 2021, hvilket er mere end salget i Aalborg, som tegner sig for 137 projektlejligheder. Ikke mindst er årsresultatet i Høje-Taastrup en stigning på hele 778 procent sammenlignet med de 18 solgte projektlejligheder i 2020.

"I Høje-Taastrup er man i gang med at skabe en ny bydel i Høje-Taastrup C, hvor der i 2021 blev åbnet for salget af en del nye lejligheder. Flere af boligerne er solgt, hvilket også er en del af forklaringen på den store fremgang i salget af projektlejligheder i Høje-Taastrup," siger Birgit Daetz og tilføjer:

"Det er samtidig et billede på, hvordan netop projektmarkedet hurtigt kan ændre sig og er mere områdebestemt end det gængse boligmarked. De enkelte byggerier, som opføres rundt omkring i landet, udgør en forholdsmæssig stor del af det samlede salg, når de sættes til salg, og det påvirker den samlede statistik."

Top 10: Kommuner med flest salg af projektlejligheder i 2021:

Kommune Solgte i 2020 Solgte i 2021 Ændring i procent
København 840 644 -23%
Aarhus 257 329 28%
Høje-Taastrup 18 158 778%
Aalborg 73 137 88%
Silkeborg 19 59 211%
Rødovre 64 57 -11%
Horsens 34 47 38%
Ballerup 15 45 200%
Skanderborg 22 39 77%
Roskilde 7 35 400%
Hele landet 1852 1962 6%

(Tabellen viser antal solgte projektlejligheder i de 10 kommuner, hvor der blev solgt flest i 2021 samt i hele landet. Kilde: Boligsiden)

The post Salget af de nybyggede projektlejligheder steg igen i 2021 first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder