SAS-bonus dyr for kunderne

Udgivet den 31-03-2003  |  kl. 08:42  |  

SAS' bonusprogram for faste kunder i SAS, Eurobonus, har over ti år kostet de øvrige kunder en stigning i billetprisen på 12 pct.

Det viser en undersøgelse, som det svenske Konkurrensverket har foretaget på opfordring af den svenske regering, skriver Berlingske Tidende

Konkurrensverket, der svarer til den danske Konkurrencestyrelse, har undersøgt de konsekvenser, som det omdiskuterede bonussystem har for kunderne.

Konkurrensverket er i undersøgelsen nået frem til, at bonusprogrammet har ført til højere priser for SAS' forretningsrejsende over de seneste ti år - sammenlignet med andre flyselskaber.

Undersøgelsen viser samtidig, at bonussystemet har en værdi, der svarer til cirka 500 kr. per rejse, som kunden går glip af ved at vælge et andet flyselskab.

De svenske myndigheder har dog indført en række begrænsninger for systemet og vil ikke indføre yderligere begrænsninger.

SAS forstår ikke konklusionerne om, at bonusprogrammet har ført til højere priser, da selskabet holder fast på, at selskabets bonusprogram svarer til det, som andre selskaber har.

/Netavisen Infopaq/

Udgivet af: NPinvestordk