SAS tilbageviser beskyldninger fra Virgin Express
SAS afviser, at selskabet bruger unfair konkurrence over for det nye lavprisselskab Virgin Express på ruten mellem København og Bruxelles. Det fremgik mandag af bladet SAS Inside.
- Samme pris på samme tid af dagen er ikke unfair konkurrence, men ren matchning af priserne - og selvfølgelig er det tilladt i fri konkurrence. Jeg undrer mig over en ny operatør, der går ind på markedet og siger: Nu er der fri konkurrence. Og så bagefter klager, når man bruger samme midler som dem, siger vicekoncernchef i SAS, Vagn Sørensen.
Vagn Sørensen hilser iøvrigt Virgin Express velkommen til Skandinavien. Han betegner Virgin som et selskab med "en dygtig chef og et klart bæredygtigt koncept".
- Virgin Express har fundet en niche på markedet, som efterspørger deres service. Jeg håber, de overlever og kan være med til at skabe ny trafik, siger Vagn Sørensen.