SAS/CEO: Vi bliver et mere moderne flyselskab

Udgivet den 30-06-2020  |  kl. 09:49  |  
Aktie tabel

Det bliver et mere moderne SAS, som kommer ud på den anden side af coronakrisen og hvor forretningsplanen bygger på fire grundpiller, som skal sikre selskabet en plads i fremtidens flymarked.

Det siger SAS' koncernchef, Rickard Gustafson, til Ritzau Finans, efter at selskabet tirsdag morgen annoncerede en omfattende plan for rekapitalisering, som både Danmark og Sverige støtter op om.

Ritzau Finans: Hvordan ser du SAS på den anden side af coronakrisen?

- Jeg ser et SAS, som vi i store dele kommer til at kende igen, men som bliver et mere moderne flyselskab. Når vi kommer igennem den her krise, så kommer SAS til at hvile på fire dele, siger Rickard Gustafson.

Den første gælder selskabets kommercielle fokus.

- Vi kommer til at fortsætte med at bestræbe os på at have det bedste netværk, med de bedste tidstabeller og tilbud til, fra og indenfor Skandinavien.

- Det andet er, at vi kommer til at drive en af Europas mest moderne flyflåder opbygget på de korte ruter med Airbus 320neo og på de lange ruter med Airbus 350. Dermed kommer SAS til for første gang i historien at bestå af en enhedsflåde, siger SAS' koncernchef.

Det tredje grundlæggende element i strategien handler om at sikre konkurrencedygtighed. Det indebære, at der skal gennemføres effektiviseringer for 4 mia. svenske kr.

- Vi skal sikre, at vi har fuld konkurrencekraft i alle dele af virksomheden. Det indebærer desværre, at vi må gennemføre afskedigelser og tilpasse organisationen til en lavere efterspørgslen de kommende år.

- Vi kommer til at arbejde med vores egen produktivitet og fleksibilitet i alle dele af vores virksomhed, og vi kommer til at arbejde hårdt med vores interne digitalisering for at automatisere dele af virksomheden, forklarer Rickard Gustafson.

Det fjerde element i strategiplanen handler om den grønne omstilling.

- SAS skal vise lederskab for en grøn omstilling, med en holdbar bæredygtig fremtid. Det kommer vi til at gøre ved både at arbejde videre med vores flådefornyelse og vores arbejde med at få tilgang til alternative brændstoffer til fossile brændsler.

- Vi kommer også til at arbejde med andre moderne teknologier, som skal sikre en grøn profil, siger Gustafson.

SAS har et mål om at reducere sine CO2-udledninger sammenlignet med 2005-niveau med 25 pct., men i den reviderede forretningsplan er ambitionen at nå målet allerede i 2025 mod tidligere først i 2030.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder