SAS/Sydbank: Ser salgspres når nye aktier kommer i handel

Udgivet den 23-10-2020  |  kl. 08:49  |  

Der må forventes salgspres i SAS-aktien, når de mange milliarder nyudstedte aktier i forbindelse med gennemførelsen af flyselskabets rekapitaliseringsplan kan sælges.

Det vurderer aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank, efter at SAS fredag morgen annoncerede gennemførslen af sin rekapitaliseringsplan med "succes".

- Resultaterne af de to aktieemissioner viser, at investorerne ikke har stået i kø for at købe SAS-aktier, og at staterne har hjulpet SAS i mål med at fuldtegne fortegningsemissionen. Vi forudser salgspres i SAS-aktien, når de nye aktier kan sælges, skriver Jacob Pedersen i et notat.

Som et sidste led i rekapitaliseringsplanen kunne SAS fredag morgen fortælle resultatet af den gennemførte aktieemission for ejerne af hybridobligationerne. Her var resultatet, at der blev tegnet 547,4 mio. aktier ud af 969,8 mio. mulige.

Tidligere på ugen kom resultatet af fortegningsemissionen, som viste, at investorerne helle ikke her stod i kø for at tegne nye SAS-aktier. Den danske og svenske stat havde dog garanteret emissionen, deres aktietegning betyder, at de samlet kommer til at eje 43,6 pct. af SAS mod før 29 pct.

Jacob Pedersen har undervejs i processen undret sig over prissætningen på de nye og gamle aktier, der i november bliver lagt sammen.

- Fortegningsemissionen har udfordret flere almindeligt accepterede økonomiske "love". Således har prisen på SAS-aktierne ex. tegningsretter i begyndelsen af oktober været helt ude af trit med virkeligheden, og i perioden med handel med tegningsretter har priserne været vidt forskellige i Norge, Sverige og Danmark.

- Endelig handler de nye SAS-aktier i dag til en kurs på 0,83 kr. mod 1,54 kr. for "de gamle" SAS-aktier. Vi forventer en kurs, der ligger langt tættere på 0,83 kr. - faktisk lavere - end 1,5 kr. fremadrettet, skriver Jacob Pedersen.

Sydbank har af samme årsag en salgsanbefaling af SAS-aktien.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder