Saudiarabisk olieproduktion steg til rekordniveau i juli -citat
Saudi-Arabiens olieproduktion steg til et rekordhøjt niveau i juli for at møde den nationale efterspørgsel og samtidig opretholde presset på de regionale rivaler. OPEC-landene kæmper fortsat om kunderne.
Saudi-Arabien har oplyst til OPEC, at produktionen var på 10,67 mio. tønder om dagen i juli - en stigning på 123.000 tønder. Dermed overgik produktionen den tidligere rekord fra juni sidste år, som var på 10,56 mio. tønder om dagen, 0skriver Financial Times.
På et møde i Doha i april nåede OPEC-landene ikke til enighed om at fryse produktionen, og heller ikke på mødet i Wien i juni blev der implementeret et produktionsloft. OPEC fortalte tidligere på ugen, at gruppen har planlagt et uformelt møde i september.
- Vi bør ikke forvente nogle ændringer fra OPEC-medlemslandene i forhold til udbuddet af olie blandt producenterne. Alle producerer mere eller mindre det, deres kapacitet er, siger Olivier Jakob fra rådgivningsvirksomheden Petromatrix.
Saudi-Arabien producerer normalt mere råolie i sommermånederne for at møde den sæsonbestemte stigning i efterspørgslen fra indenlandske elselskaber, som skal levere energi til aircondition. I juli oplevede Saudi-Arabien rekordhøje temperaturer på mere end 50 grader celcius.
/ritzau/FINANS
Tags: Newspaper - Internat❯