Saxo Bank fik overskud på 346 mio. kroner
Saxo Bank præsenterede i dag et nettoresultat på DKK 346 millioner for de første seks måneder af 2011. Resultatet, der var som forventet, viser en vækst på 375% i forhold til andet halvår af 2010, og en nedgang på 37% i forhold til første halvår 2010, hvor markedsaktiviteten og volatiliteten på markederne var usædvanlig høj.
Imens den overordnede handels- og investeringsaktivitet var moderat i de første seks måneder af 2011, fortsatte væksten i Bankens deponerede kundeindskud og kundeaktiver under forvaltning, hvilket Banken anser for at være fundamentet for fremtidig forretning og profit. De samlede kundeaktiver under forvaltning i Saxo Banks onlinehandel forretning steg fra DKK 31,2 milliarder den 31. december 2010 til DKK 32,4 milliarder 30. juni 2011. Bankens deponerede kundeindskud i Saxo Banks kapitalforvaltningsforretning steg fra DKK 31,3 milliarder den 31. december 2010 til DKK 32,9 milliarder den 30. juni 2011.
I en fælles udtalelse sagde Kim Fournais and Lars Seier Christensen, stiftere og administrerende direktører i Saxo Bank:
- Saxo Bank leverer et tilfredsstillende halvårsresultat helt i overensstemmelse med vores forventninger og på trods af de generelle markedsbetingelser med reduceret risikovillighed i økonomien og dæmpet aktivitet på kapitalmarkederne. Med fortsat skarpt øje på omkostningsudviklingen vil vi fastholde Saxo Banks fokus på at udvide vores produkter og serviceydelser samt optimere effektiviteten og profitabiliteten i vores forretning. Overordnet set er banken solidt funderet både i dag og fremadrettet, og vi forventer fortsat at skabe værdi for vores interessenter.