Scandinavian Tobacco tror på pæn interesse blandt investorer
Selv om tobak er et kontroversielt produkt, så venter Scandinavian Tobacco Group pæn interesse for sine aktier, som bliver sat til salg frem mod selskabets børsnotering i starten af februar. Kun enkelte institutionelle investorer har takket nej.
Det fortæller selskabets topledelse, efter at selskabet torsdag har fremlagt et børsprospekt, der alt efter den endelige pris vil værdisætte selskabet til 9,3-11 mia. kr.
- Vi har oplevet god interesse fra institutionelle investorer. Langt hovedparten af de institutionelle har ikke restriktioner for at eje tobak, og mange af dem ejer allerede tobaksaktier.
- Der er, som jeg erindrer det, kun enkelte investorer, der har restriktioner på det her område, siger Niels Frederiksen, der er administrerende direktør for Scandinavian Tobacco Group, på et pressemøde.
Tobakschefen vurderer samtidig, at der også er pæn interesse for aktierne blandt de private investorer.
- Vi var til et investormøde i går, hvor der var pænt fremmøde. Og når jeg bevæger mig rundt i dagligdagen, så fornemmer jeg, at det er relativt få, der ikke vil eje tobaksaktier, siger Niels Frederiksen, der dog samtidig erkender, at det er en meget spinkel undersøgelse.
Scandinavian Tobacco Group forklarer, at der har kørt to temaer, siden tobakskoncernen tidligere på måneden præsenterede planer om at gå på børsen.
Det gælder, om man kan drive virksomhed i en meget reguleret industri, og om man overhovedet kan investere i en sådan industri.
Niels Frederiksen venter ikke, at selskabets kontroversielle produkt vil holde investorerne fra at købe aktier i tobakskoncernen, der blandt andet fremstiller cigarer og pibetobak.
- Hver enkel forbruger er klar over sundhedsrisikoen omkring tobaksrygning, og vi oplyser om sundhedsrisiciene, så vi mener, at det må være op til den enkelte investor, der må gøre op med sig selv, om det er i orden at investere i tobaksaktier, siger han.
Scandinavian Tobacco Group sælger op mod 40 mio. aktier i forbindelse med noteringen til en pris på 93-110 kr. per aktie, hvor interessen så afgør den endelige pris.
- Vi håber, at vi har ansat de rigtige sælgere - som i det her tilfælde er bankerne - og vi vil helst have, at vi ender i toppen af intervallet, siger bestyrelsesformand Jørgen Tandrup.
Vil børsnoteringen være en succes, hvis I ender i bunden af intervallet?
- Det vil være en succes, hvis vi bliver børsnoteret, og det bliver vi, hvis vi ender i det interval, siger Jørgen Tandrup.
Børsnoteringen af Scandinavian Tobacco Group kommer i slipstrømmen af et par mindre heldige børsnoteringer de seneste år, hvor særligt skandalen omkring olieselskabet OW Bunker trak overskrifter.
Derudover var smykkevirksomheden Pandoras børsnotering også en rodet affære, da selskabet omkring et år efter børsnoteringen måtte se aktiekursen falde 60 pct. på en dag efter en stor nedjustering.
Ledelsen hos Scandinavian Tobacco Group har dog ingen frygt for, at børsnoteringen på nogen måde bliver ramt af historiens fortilfælde.
- Salget af vores produkter er forholdsvis konstant. Vi er en konstant virksomhed med et konstant cash flow. Så der er ikke samme fluktuation, som vi har set visse andre steder, siger formand Jørgen Tandrup.
Selskabet vil appellere til investorerne som en udbytteaktie, der har en målsætning om at betale omkring 70 pct. af overskuddet tilbage til aktionærerne.
- Det, der gør os meget attraktivt, er et meget stabilt cash flow, som også er mere attraktivt end mange andre udbytteaktier, siger Jørgen Tandrup.
Scandinavian Tobacco Group har efter planen første handelsdag 10. februar på fondsbørsen i København.
/ritzau/FINANS
Tags: CEO❯