SF imod forhøjelse af bruttoskat og kludetæppeforlig

Udgivet den 29-05-1998  |  kl. 16:07  |  

København--29. maj--NetPosten--SF vil ikke være med til at forhøje bruttoskatten, hvilket ellers skulle være et af elementerne i regeringens forestående indgreb, som den er ved at lægge sidste hånd på, skriver Ritzaus.
Samtidig afviser SFs gruppeformand, Jes Lunde, at SF vil lægge stemme til en pinsepakke i form af et kludetæppe-indgreb med skiftende flertal.

- Hvis der er behov for et økonomisk indgreb, så er det afgørende for SF, at det er socialt afbalanceret. Det betyder skattelettelser til de lavest lønnede og øget skat for de toplønnede, fordi det er dem, der har råd til at betale mere i skat, siger Jes Lunde.

Han erkender, at stigende ejendomspriser øger presset på betalingsbalancen, fordi det gør det muligt at lånefinansiere et øget privatforbrug.

- Hvis regeringen vil lave et indgreb med os, så kender den prisen, siger Jes Lunde, der betegner det som uhensigtmæssigt, hvis regeringen vil krydse sig igennem med skiftende flertal. Efter min vurdering, så må regeringen vælge side. Men vi vil se flere detaljer og så vurdere indgrebet som en helhed, siger Jes Lunde.

Pinsepakken rummer ifølge de foreløbige meldinger en række skatteændringer med to formål: Skatten skal
sænkes for de lavtlønnede, og selskabsskatten skal sænkes. Pengene til at sænke skatten for de lavtlønnede skal
skaffes ved at hæve det skrå skatteloft, en begrænsning af rentefradraget og muligvis en buket af afgifter på bl.a. benzin.

En nedsættelse af selskabsskatten fra 34 til 26 procent skal bl.a. finansieres ved at indføre en realrenteafgift på
aktier og muligvis også en skat på aktieudbytter.

- En ren stigning i bruttoskatten rammer skævt, fordi de lavest lønnede betaler relativt mere. Så regeringens
signaler om at hæve bruttoskatten fra otte til 12 procent, får regeringen svært ved at komme igennem med, siger
Jes Lunde.

Ifølge udkastet er der brug for en skattereform, der giver skattelettelser til lav- og mellemindkomstgrupperne, fordi
skattereformen fra 1993 gav store skattelettelser til de velstillede, mens grønne afgifter snuppede den lettelse, de
lavets lønnede opnåede.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder