SF: Regeringen indfører frit valg af skat

Udgivet den 29-11-2002  |  kl. 13:47  |  

SF's skatteordfører, Morten Homann, er chokeret efter et samråd med skatteminister Svend Erik Hovmand. Regeringens lovforslag om medarbejderaktier betyder reelt, at landets topskatteydere selv kan bestemme deres skattesats.

- Jeg er chokeret over, at skatteministeren fuldstændig åbent erkender, at man åbner et skattehul af astronomiske dimensioner - særligt for administrerende direktører og andre ledere. Men reelt er det at give alle topskatteydere, der er ansat i aktieselskaber, frit valg af, hvordan deres skattesats skal ligge, pointerer Morten Homann.

- Regeringen er på vej til at indføre en lov, der ændrer beskatningen af medarbejderaktier, så løn der udbetales på denne måde, ikke længere beskattes som lønindkomst, men med den lave aktieskattesats. Men samtidig er der med den nye ordning ingen bindinger overhovedet på, hvor længe aktien skal beholdes. Den kan sælges en time efter den er overdraget - og i princippet tilbage til virksomheden selv. Dermed forsvinder enhver risiko, og skatteyderen kan selv vælge, om han vil betale sin topskat, eller om han hellere vil slippe med den lave aktieskat. Dermed har regeringen udvidet sin fritvalgsideologi til også at omfatte skattesatsen, fortsætter Morten Homann.

- Sygeplejersken og skolelæreren må finde sig i sociale nedskæringer pga. regeringens politik, mens topskatteydere i aktieselskaber selv kan vælge deres skat. Mere borgerlig fås politik vist ikke, slutter Morten Homann.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder