Shipping: Baltic Dry-indekset falder til det laveste i et halvt år

Udgivet den 08-11-2018  |  kl. 14:08  |  

Tørlastindekset Baltic Dry falder torsdag med 5,6 pct. til 1231 point. Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Det er ottende dag i træk med fald til indekset, som er dykket fra et niveau på 1522 i slutningen af oktober og knap 1600 i midten af den måned.

Det er det største fald på en dag siden midten af maj 2018, og indekset er nu på laveste niveau siden starten af samme måned.

Baltic Dry-indekset udarbejdes af London-baserede Baltic Exchange og dækker priserne for at få fragtet last som kul, korn og jernmalm. Indekset er baseret på en daglig rundspørge til mæglere over hele verden.

Baltic Dry ramte et foreløbigt højdepunkt 20. maj 2008, da indekset ramte 11.793.

Det laveste niveau nogensinde blev nået onsdag den 10. februar 2016, hvor indekset faldt til 290 point.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder