Shipping: Lange rater kan have ramt bunden

Udgivet den 24-08-2023  |  kl. 16:15  |  
Arkiv: Foto

De lange rater på containerfragt kan have ramt bunden, og derfor er det tid til for de mange afskibere at forhandle nye kontrakter, så de bliver fastlåst på et lavt niveau.

Det er meldingen fra det Oslo-baserede analysehus Xeneta.

Priserne på at få fragtet en container har været stort set konstant faldende det seneste år efter at have været rekordhøje under og efter coronapandemien.

- Xeneta mener, at de langsigtede rater på søen kan være begyndt at nå bunden efter omkring et år med vedvarende og ofte dramatiske månedlige fald, skriver selskabet.

Når raterne igen begynder at stige, kan det stille afskiberne i en dårligere situation, når der igen skal forhandles kontrakter for fragt, der ikke sejles i spotmarkedet til dagsprisen.

- Det betyder, at nu er tidspunktet for de omkostningsbevidste afskibere at vurdere strategier og forhandle nye kontrakter, skriver Xeneta.

Fragtraterne målt på SCFI-indekset toppede i den første uge af 2022 i 5109,60, hvor flaskehalse oven på coronapandemien havde mangedoblet raterne.

Indekset begyndte særligt i andet halvår sidste år at dale, da raterne dykkede oven på en lang periode med tårnhøje priser efter coronapandemien.

Spotraterne beskriver de fragtpriser, som - modsat de lange kontrakter - løbende ændrer sig, og indekset viser prisen for en fyrrefodscontainer.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder