SiD: Trods stigende pensionsformuer er arbejderne ikke kommet meget nærmere magten
København--1. september--NetPosten--Lønmodtagernes pensionsformue vokser støt, og det samme gør deres aktiebeholdning i virksomhederne. Men det har ikke bragt dem særligt meget nærmere magten, skriver SiD i publikationen Fagbladet onsdag.
Det er umuligt at tegne et præcist billede, hvem der ejer dansk erhvervsliv i dag. Men tendensen er klar: Via opsparing i pensionskasser, forsikringsselskaber, ATP, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) og banker er lønmodtagernes andel af kapitalapparatet vokset, og den udvikling vil helt sikkert fortsætte.
For ikke så mange år siden var der i erhvervslivet og blandt borgerlige politikere stor frygt for, at en sådan ophobning af lønmodtagerkapital ville føre til den rene socialisme. Så sent som under overenskomstforhandlingerne i 1991 var en af de sejeste knuder, hvordan LO-medlemmernes nye pensionsordninger skulle forvaltes.
Arbejdsgiverne frygtede, at lønmodtagerne ville gennemføre fjendtlige overtagelser, hvis de fik magten i bestyrelserne. Det fik de på papiret, men siden er diskussionen forstummet. Hverken pensionsselskaber, ATP eller LD har noget mål om at indføre økonomisk demokrati ad bagvejen.
- Tværtimod. De opfører sig næsten mere kapitalistisk end kapitalisterne selv. De tænker på indtjeningen, ikke på medarbejderne. Dermed er det heller ikke noget, der påvirker hverdagen i virksomhederne, siger Michael Møller, der er er professor ved Institut for Finansiering på Handelshøjskolen i København.