Siemens Energy byder på resten af Siemens Gamesa

Udgivet den 23-05-2022  |  kl. 06:34  |  
Arkiv: Foto

Tyske Siemens Energy byder på den del af den tysk-spanske Vestas-rival Siemens Gamesa, som selskabet ikke ejede.

Det oplyste selskabet søndag.

Onsdag i sidste uge kom der rygter om, at tyskerne ville byde, og fredag bekræftede Siemens Gamesa, at selskabet overvejede et bud. Og det er nu fremkommet.

Buddet lyder på 18,05 euro per aktie i Siemens Gamesa. Det er 7,8 pct. højere end slutkursen på børsen i Madrid fredag. De seneste seks handelsdage er aktien steget 28 pct. Kursen er dog 20,5 pct. lavere end ved indgangen til i år.

Buddet betyder, at tyskerne skal til lommerne efter 4,04 mia. euro (godt 30 mia. kr.), oplyser Bloomberg News.

Det tyske energiselskab ejer i forvejen 67 pct. af Siemens Gamesa. Det aktuelle bud værdisætter hele Siemens Gamesa til 11,4 mia. euro. I onsdagens meddelelse fremkom det at tyskerne, hvis de bød, ville afnotere selskabet fra børsen.

Siemens Gamesa har længe haft ondt i indtjeningen - som mange andre vindmølleproducenter - og har de seneste måneder flere gange nedjusteret forventningerne som følge af projektforsinkelser og omkostninger, der er løbet løbsk.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Shares❯