Siemens Wind/dir: Vi har set bunden på møllepriserne
Trods fortsat hård konkurrence har priserne på vindmøller nået bunden, når man kigger på salgsprisen for den nominelle kapacitet. Kunderne vil dog som følge af nye teknologier opleve at få en større energiproduktion, og derigennem en billigere pris per produceret kilowatttime.
- Vores opfattelse er, at vi har set bunden af priserne. Men når man udvikler en ny mølle, så vil prisen per produceret kilowatttime også blive lavere. Selve prisen på møllen går ikke ned, men den har en større produktion, end den havde for et eller to år siden. Så kunden får den til en billigere pris per produceret kilowatt, men vi får så lidt mere for de nye møller, end for de gamle, siger Jan Kjærsgaard, administrerende direktør for EMEA-regionen hos Siemens Wind Power, til Ritzau Finans.
Han fortæller, at der er et pres på for hele tiden at optimere produkter, processer og hele den måde, der arbejdes på, herunder ude i selve parkerne med opstillingen af vindmøllerne.
- Det har vi gjort rigtigt meget ud af, og vi har fået bragt vores omkostninger ned, siger Kjærsgaard.
/ritzau/FINANS
Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk