Simcorp fastholder forventninger til året
IT-selskabet Simcorp er i går efter børsens lukning kommet med kvartalsregnskab.
Nettoomsætningen for årets første tre måneder blev på 38,4 mio. euro, en stigning på 4 pct. i forhold til samme periode sidste år.
Den samlede ordreindgang for de første tre måneder blev på 6,3 mio. euro, hvilket er en stigning på 3,5 mio. euro sammenlignet med samme periode i 2008.
Ordrebeholdningen er i kvartalet reduceret med 1,1 mio. euro mod 7,0 i samme periode 2008 og udgjorde ved indgangen til andet kvartal 18,7 mio.
Resultatet af primær drift, EBIT, for årets første tre måneder udviste et overskud på 3,1 mio. euro, hvilket er bedre end planlagt og 0,8 mio. euro bedre end for samme periode sidste år.
Kvartalets resultat før skat af fortsættende aktiviteter udgør et overskud på 2,6 mio. euro mod et overskud på 3,2 mio. i første kvartal 2008.
For 2009 fastholdes forventningerne om en omsætningsstigning på omkring 10 pct. og en overskudsgrad på mindst 20 pct. Ved indgangen til andet kvartal var 121,2 mio. euro af 2009-omsætningen kontraktligt sikret, hvilket er 13,2 mio. euro mere end på samme tidspunkt sidste år.
- Koncernens pipeline af potentielle licenskontrakter udvikler sig fortsat tilfredsstillende, og for 2009 fastholder koncernen forventningerne om en samlet ordreindgang af licenskontrakter på samme niveau som i 2008, skriver Simcorp.
Udviklingsdirektør og medlem af direktionen Peter Theill har ønsket at gå på pension og forlade SimCorp. Hans efterfølger vil blive Georg Hetrodt, SimCorps chef for markedsaktiviteter i Centraleuropa. Skiftet finder sted 26. august 2009, hvorefter Peter Theill fortsat vil stå til rådighed for selskabets bestyrelse indtil udgangen af dette år.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›