Simcorp/CEO: Tilfredsstillende global pipeline

Udgivet den 29-11-2013  |  kl. 11:59  |  

Simcorp, som er leverandør af softwaresystemer til porteføljeforvaltning, er tilfreds med den pipeline af projekter, der er på de globale markeder, og hvis alt går vel, er der mere nysalg i vente inden årsskiftet.

- Ser vi på den globale pipeline, er vi glade for den pipeline, vi ser. Den er tilfredsstillende. Om Q4-pipelinen vil materialisere sig er meget svært at sige i forhold til, om den eller den kommer hjem. Om en aftale bliver underskrevet i det ene kvartal eller det andet er svært at sige. Men i essensen ser pipelinen god ud, siger Klaus Holse, administrerende direktør i softwareselskabet, på fredagens telekonference.

Når en kunde køber Simcorps system, er det typisk for at bruge det i hvert fald 20-25 år. Derfor betyder det ikke så meget for kunden, om en ordre landes i december eller januar. På den lange bane har det heller ikke den store betydning for Simcorp, mens det på den helt korte bane giver lidt usikkerhed.

- Vi har en forventning om, at vi skal underskrive noget mere nysalg i år, hvilket vil sige i de sidste fem uger af året. Det har vi sådan set også pipeline til. Det, der er usikkerheden, er, om pipelinen så også når at blive materialiseret inden årsskiftet, eller om det sker i januar eller februar. Men vi kan se en pipeline til, at der skal ske noget mere i år, og det er også det, vi forventer, siger finansdirektør Thomas Johansen til Ritzau Finans.

Simcorp ser stadig gode muligheder på nogle af de markeder, hvor selskabet allerede har en god position på markedet, og aktiviteten på det britiske marked, som er blandt Simcorps vækstmarkeder, betegnes som god. Endelig er det franske marked gået fra "fryseren" ind i "køleskabet," fortæller finansdirektøren.

- Der er lidt mere gang i det franske marked. Vi ser mere interesse, vi har flere sager i pipelinen fra vores franske venner, og vi har jo lige underskrevet en kontrakt med en fransk kunde. Så det begynder at se fornuftigt ud, og det er vigtigt for os i Europa al den stund, at det franske marked faktisk er ligeså stort som det tyske, som er det største enkeltstående marked hos Simcorp, siger Thomas Johansen.

Af regnskabet for tredje kvartal fremgår det, at Simcorp har indgået en licensaftale med en fransk kunde.

På det nordamerikanske marked er der nok af potentielle ordrer at kæmpe om, og Thomas Johansen havde gerne set, at selskabet havde kunnet melde om flere ordrer herfra.

- Nogle gange tager det lidt længere tid, og det er så det, som vi kigger på. Det er mere et spørgsmål om timing i forhold til, hvornår tingene skrives under, men det ser fornuftigt ud i USA, siger han.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

07:00 Obligationer/tendens: Højere renter frem mod uge spækket med nøgletal
06:47 Borgerlige partier varsler fælles front for at genvinde tabt tillid
06:46 Valuta: Dollar svækkes en smule forud for vigtige nøgletal
06:40 Novo nye vægttabsmiddel vil skuffe salgsmæssigt vurderer Jefferies: Kursmålet skæres
06:34 Microsoft vil investere 579 mia. kr. i AI-datacentre
06:34 PwC skal vente fire år på landsretsdom om mio.-erstatning
06:32 Asien: Microsofts investeringsplaner sender TSMC og Samsung op i blandet marked
06:30 Kalender med link - mandag den 6. januar
18:04 USA/middag: Teknologikæmper fører an i aktiecomeback
17:55 Europa/lukning: Bil- og luksusaktier under pres i rød handel
17:17 Japansk bejler til US Steel vil trække USA i retten efter opkøbsblokering
17:10 Fredagens obligationer: Renten kravlede op efter tyske og amerikanske nøgletal
17:10 Fredagens aktier: Ørsted atter i hopla minimerede fald i C25-indekset
16:27 Carlsberg og Unibrew presses af forslag om skiltning med kræftrisiko på alkohol i USA
15:49 USA/åbning: US Steel får klø efter blokeret salg i ellers grøn åbning
15:22 Biden blokerer for salg af amerikansk stålproducent til Japan
14:59 Rivian belønnes for produktion over forventning i fjerde kvartal
14:57 USA/tendens: US Steel står til kurssmæk efter blokeret salg i ellers ventet grøn åbning
14:51 Demant og GN slår bak efter opkøb fra optikerkæde: Sydbank undrer sig over sammenhæng
14:50 Biden blokerer for salg af amerikansk stålproducent til Japan