Skako sælger bygning i Frankrig og afslutter omstrukturering

Udgivet den 13-06-2018  |  kl. 09:35  |  

Som led i en omstrukturering af Skako Concrete, der er det ene forretningsben i Skako, er der indgået en salgsaftale om afhændelse af en produktionsbygning i Frankrig med tilhørende grund.

Salgsprisen, fratrukket omkostninger i forbindelse med salget, er ifølge Skako som forventet på niveau med den nedskrevne værdi ved årsskiftet, fremgår det onsdag morgen i en meddelelse fra selskabet.

Salget vil nedbringe balancen og have en positiv likviditetsvirkning på 14,5-15,0 mio. kr. Senest den 15. november ventes salget at være gennemført, oplyser Skako.

- Vi vil som nævnt fastholde vor tilstedeværelse på det franske marked. Den fortsættende organisation vil flytte til anden adresse i det samme område og herfra fokusere på udvikling af aktiviteterne på det franske marked, står der i meddelelsen.

Den igangsatte omstrukturering kan efter salget af ejendommen, ifølge Skako betragtes som gennemført og afsluttet.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen

Tags:  Shares❯