Skal du også købe sommerhus i år? Så gå i gang i efterårsferien
Brug efterårsferien på at kigge på sommerhus. Det er det råd, du vil møde i den her artikel, hvis du har planer om at blive en af de mere end 10.000 danskere, der har købt sommerhus i 2020.
Det er nemlig sådan, at det typisk er efterårsferien, der afrunder sommerhussæsonen.
"I vinterhalvåret kommer der normalt færre nye sommerhuse til salg, og der bliver samtidig solgt færre end i sommerhalvåret. Det er typisk omkring efterårsferien, at antallet af købere og sælgere svinder ind, så det er nu, du skal i gang, hvis du vil købe i år, og hvis du vil give dig selv de bedste muligheder for at finde det sommerhus, du drømmer om," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Det rekordlave udbud
Det Birgit Daetz hentyder til er, at udbuddet typisk falder frem til afslutningen af året for at begynde at stige igen i starten af næste år. På grund af corona har faldet i udbuddet imidlertid været i gang i meget længere tid.
I foråret kom der godt nok nye sommerhuse til salg i samme omfang - og lidt til - som tidligere, men på grund af de mange salg, kom der ikke det opsving i udbuddet i foråret som normalt. Faktisk er udbuddet med meget få og små undtagelser faldet hver måned siden april 2019.
De seneste udbudstal fra starten af oktober viser, at der er mindre end 7.000 sommerhuse til salg i Danmark, og det er rekordlavt. Så skal du finde det rigtige sommerhus og have fingre i det, så brug efterårsferien på at rykke.
"Udbuddet i starten af oktober var på det laveste niveau siden 2010 i fire af fem regioner. Og i den sidste, Region Hovedstaden, der blandt andet inkluderer sommerhusområder i Nordsjælland, er udbuddet ikke rekordlavt, men på et meget lavt niveau. Der er altså historisk få sommerhuse at vælge imellem i hele Danmark," siger Birgit Daetz.
Høje priser gør det også sværere
Samtidig med at du skal bevæge dig i et marked med ekstraordinært få sommerhuse, så skal du også indstille dig på at give mere end normalt for sommerhuset. I hvert fald er landsgennemsnittet for sommerhuspriser rekordhøjt lige nu.
"Normalt falder salgspriserne på sommerhuse lidt, når vi når om på den anden side af sommeren. Det er ikke sket i år. Siden april er priserne braget i vejret, og det gør også, at det gamle tip om, at det er billigere at købe sommerhus om vinteren ikke holder helt i år, selv om priserne stadig kan nå at falde lidt frem mod årsskiftet," siger Birgit Daetz, og tilføjer:
"Der er dog store lokale forskelle, der gør, at du måske godt kan nå at gøre en god sommerhushandel nu, så du har et sted, du kan holde jul i år og sommerferie næste år sammen med familien. Men du skal nok indstille dig på, at det kan tage noget tid, og at det kræver hårdt arbejde."
The post Skal du også købe sommerhus i år? Så gå i gang i efterårsferien first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.
Tags: Bolig❯