Smartphone-salg ventes stadig at vise kraftig vækst
Ifølge analysebureauet IDC's seneste tal, er der i første halvdel af 2010 blevet solgt 119,4 mio. smartphones, hvilket er en stigning på ikke mindre end 55,5 pct. i forhold til første halvdel af 2009. Og den udvikling tror IDC vil holde, så det samlede smartphone-salg i år ender på 269,6 mio. enheder eller 55,4 pct. mere end sidste år.
Det skriver ComON.
Desuden tror IDC, at vi vil se nogle væsentlige rokeringer blandt spillerne på smartphone-markedet i de kommende år. Android (Googles styresystem) vil således stige kraftigt fra 16 procent af markedet i år til næsten 25 procent i 2014, mens Symbian (Nokias styresystem) vil fastholde førerpositionen, men dog gå ned fra de nuværende 40 pct. af markedet til 33 pct.
Fra i år og til 2014 vil Microsoft ifølge IDC se en markant fremgang i markedsandele med Windows Mobile, hvilket efter alt at dømme nok primært inkluderer det nye Windows Phone 7 og eventuelle nye versioner derefter. Med en vækst i markedsandele fra knap syv til næsten 10 pct. vil Microsoft næsten hente Apples iPhone, der skulle falde fra knap 15 til lige under 11 pct.