Sommerhuspriser runder stor milepæl: Se udviklingen i dit område

Udgivet den 13-05-2021  |  kl. 06:00  |  

Sommerhus. Foto: Boligsiden

Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at salgspriserne på sommerhuse i april rundede 20.000 kroner per kvadratmeter. Det er første gang siden 2010, hvor markedsindekset blev født, at priserne er så høje. Det betyder, at danske sommerhuse nu bliver handlet for 24 procent mere end i april sidste år.

Det betyder også, at et gennemsnitligt sommerhus på 80 kvadratmeter koster over 300.000 kroner mere end for et år siden.

"Salgspriserne på sommerhuse er steget markant det seneste år i takt med, at der er indgået flere og flere sommerhushandler, og udbuddet af sommerhuse er faldet. Den tendens har vi set over hele sommerlandet, selv om sjællænderne dominerer listen over kommuner med de største stigninger," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

De nye og gamle sjællandske sommerhuskommuner

Det er rigtigt nok de sjællandske kommuner, der ligger i toppen af listen, der rangerer kommuner efter de største prisstigninger på sommerhuse. Her er Holbæk og Vordingborg helt i top med stigninger det seneste år på henholdsvis 71 og 50 procent.

"Salget af sommerhuse er steget meget i de klassiske sommerhusområder, og i takt med at der er blevet tyndet godt ud på hylderne, har køberne søgt alternativer. Nogle kigger mod flexboliger, andre bygger sommerhuset selv, mens andre igen vælger en anden beliggenhed. Det er kommet kommuner som Holbæk og Vordingborg til gavn, idet salget af sommerhuse her er steget meget det seneste år, og det har fået priserne til at følge med op," siger Birgit Daetz.

Nummer tre på listen over de største prisstigninger er landets mest sælgende sommerhuskommune Odsherred, hvor priserne er steget 48 procent. Langeland, Lejre, Næstved, Frederikssund, Hedensted, Odder og Gribskov runder top 10 af.

"Der er syv sjællandske kommuner i top 10, og selvfølgelig er Odsherred og Gribskov blandt dem. Det er to af de kommuner, vi altid taler om, når det drejer sig om sommerhuse. Det gør vi, fordi der er mange handler, og fordi de to kommuner rummer kendte områder som blandt andet Rørvig, Tisvildeleje og Gilleleje," siger Birgit Daetz.

Udvikling i sommerhuspriser april 2021:

Kommune 202004 202104 Ændring
Holbæk 9.713 16.607 71%
Vordingborg 12.301 18.469 50%
Odsherred 16.649 24.646 48%
Langeland 11.298 15.686 39%
Lejre 13.039 17.914 37%
Næstved 21.200 28.580 35%
Frederikssund 13.205 17.776 35%
Hedensted 16.215 21.776 34%
Odder 23.904 31.940 34%
Gribskov 25.546 33.919 33%
Guldborgsund 12.266 15.871 29%
Slagelse 14.363 18.558 29%
Bornholm 16.240 20.047 23%
Mariagerfjord 9.777 12.045 23%
Nordfyns 16.673 20.483 23%
Kalundborg 13.198 16.165 22%
Halsnæs 21.374 25.586 20%
Vesthimmerland 10.276 12.108 18%
Syddjurs 17.591 20.341 16%
Ringkøbing-Skjern 14.904 17.204 15%
Jammerbugt 16.776 19.332 15%
Varde 17.517 20.006 14%
Aalborg 9.825 11.215 14%
Lolland 10.403 11.683 12%
Tønder 13.059 14.328 10%
Hjørring 18.020 19.628 9%
Kolding 18.327 19.901 9%
Holstebro 11.529 12.298 7%
Lemvig 11.968 12.713 6%
Norddjurs 14.749 15.251 3%
Skive 11.160 11.224 1%
Middelfart 19.878 19.376 -3%
Thisted 12.303 11.932 -3%
Frederikshavn 18.635 17.719 -5%
Sønderborg 14.356 13.554 -6%

(Kun kommuner med minimum fem sommerhushandler i hver af de seneste tre måneder indgår i tabellen. Kilde: Boligsidens Markedsindeks)

The post Sommerhuspriser runder stor milepæl: Se udviklingen i dit område first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Relaterede nyheder