Sophus B køber danske Korova med salg på 30 mio

Udgivet den 03-01-2001  |  kl. 09:20  |  

København--3. januar--NetPosten--Sophus Berendsen har med virkning fra 2. januar 2001 overtaget aktiviteterne i I/S Korova i Roskilde, der har en årlig omsætning på 30 mio. kr., meddeler koncernen onsdag via Fondsbørsen.

Korova er et fælles kommunalt vaskeri ejet af Roskilde Amt og Københavns Kommune, og virksomheden har ca. 70 medarbejdere. Kunderne er blandt andre amtets sygehuse og kommunale institutioner i København. For flertallet af kunder er der indgået flerårige serviceaftaler, som fortsætter efter Berendsens overtagelse af virksomheden.

Ud over at bidrage med omsætning og en interessant kundeportefølje forventer Berendsen som følge af overtagelsen at opnå synergier, blandt andet gennem fællesindkøb af tekstiler og øvrige varer og tjenesteydelser.

Overtagelsen er betinget af godkendelse fra henholdsvis Roskilde Amtsråd og Københavns Borgerrepræsentation.

Udgivet af: NPinvestordk